Faner

14 juni 2011

Writeboard - prøv et spændende, kollaborativt og gratis skrive-værktøj på nettet

Til alle jer der underviser i sprogfag (fra mellemtrinnet og opefter), kommer her et indlæg fra dybet i mine gemmer, som nok har været længe undervejs, men til gengæld næsten burde ledsages af fanfarer og fyrværkeri.

Det handler nemlig om et gratis online-skriveværktøj, som det (efter min mening) er svært ikke at blive ovenud begejstret over, da det er som skabt til at lave kollektive skriveøvelser med i alle fag. Vel at mærke uden det mindste papirforbrug.
Websitet Writeboard har udviklet et værktøj, som kan bruges til fremstilling af tekster (enten som individuelt projekt eller i samarbejde med andre); rettelse/omskrivning/medskrivning/nyskrivning og deling af skriftligt arbejde og - ikke mindst til at gemme en tekst online i lige så mange versioner og varianter, samt med lige så mange medforfattere til produktet man ønsker.
Værktøjet gemmer alle/-s versioner af teksten online, og fra oversigten i skærmens højre side kan alle følge med i hvem der har skrevet hvilke versioner. De lilla cirkler ud for hver version viser om der er foretaget mindre eller større ændringer i teksten. Ved at sætte flueben ved to udvalgte versioner og et klik på knappen Compare, kan man sammenligne versionerne med tydelige markeringer af rettet tekst (gennemstreget) og nytilføjet tekst (grøn overstregning), som i nedenstående billedeksempel:

Eksempel på et stykke tekst med rettelser og nytilføjet tekst.
Klik på billedet for at få det vist i et større format.
En enkelt elevs fremskridt med en bestemt tekst kan således nemt følges, ligesom det også er muligt at indsætte kopierede tekstbidder f.eks. fra artikler på nettet eller word-dokumenter.
Eleverne kan selv oprette Writeboards og f.eks. bruge disse til at læse korrektur/rette/kommentere på hinandens skriftlige arbejde.

Tekst-stafetter
Med Writeboard kan du - læreren - skrive en kort indledning til en tekst (fiktion eller fagtekst, alt efter hvad I arbejder med for tiden) > sende indledningen til en af klassens elever via værktøjets indbyggede email-funktion > afvente at eleven griber stafetten og skriver en fortsættelse af teksten (med en åben slutning) og returnerer teksten enten til dig eller sender stafetten videre til en anden elev i klassen.
Hver gang en tekst med en elevs rettelser/tilføjelser bliver sendt afsted gemmes teksten i en ny version, mens alle tidligere versioner bevares og let kan fremkaldes til sammenligningsbrug, f.eks. til fælles gennemgang på elektroniske tavler eller ved hjælp af projektor.
Dette giver jer ikke alene mulighed for at træne stavning og grammatik, men også et glimrende afsæt til at undersøge forskelle/ligheder i sprogbrug og ordvalg, brugen af forskellige fortælleteknikker, genrekoder, komposition osv.
Når først eleverne er fortrolige med værktøjet kan flere stafetter evt. startes samtidig. I så fald vil det nok være en fordel at alle rettelser/nytilføjelser stiles til læreren, som så kan styre hvem stafetten sendes videre til.
I stedet for at lave tekst-stafetter kan I også vælge at bruge værktøjet til Find-og-ret-mine-fejl-øvelser eller til repetion af nyt stof/betydningen af nye fagudtryk.
Eleverne kan desuden bruge værktøjets indbyggede kommentarfunktion til at øve sig i at give/modtage respons og kritik til/fra hinanden.

Skulle der være elever i klassen, som enten ikke har egen emailadresse eller ikke kender til brugen af emails, kan eleverne evt. samarbejde i makkerpar eller grupper. Dette kan også være med til at forhindre at nogen evt. skulle sidde uvirksomme, mens andre knokler løs ved tasterne. 

Hvem kan anvende Writeboard?
Alle som har en email-adresse og computer med netadgang kan bruge værktøjet - enten ved at modtage et invitationslink fra læreren eller en klassekammerat pr. email eller ved selv at starte et nyt Writeboard. Brugerfladen er på engelsk, men jeg har lavet en dansk punkt-for-punkt-billedvejledning, som I kan læse, downloade og udskrive herunder. Den burde gøre det muligt for elever fra 3.-4. klasse og opefter at benytte værktøjet.
Sådan bruger du online-skriveværktøjet Writeboard

I finder værktøjet her.

PS: Skulle nogen have fået lyst til at prøve at skrive en tilføjelse til eventyr-stafetten i det viste eksempel, er I meget velkomne til det. I så fald - klik her - (passwordet er: test).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar