Faner

30 juni 2011

Lær at knytte venindearmbånd

Nok er jeg ikke håndarbejdslærer...., men når jeg falder over en fin DIY (Do It Yourself)-billedvejledning til fremstilling af venindearmbånd som disse..., så er det liiiige før jeg tror på at selv jeg ville kunne finde ud af det her. Med lidt øvelse...?!.... I hvert fald i den smalle version, som ses nederst på billedet!
Se og læs vejledningen her - fundet hos den amerikanske design- og livstilsblog Honestly...WTF, hvorfra alle billederne også er lånt.

Flaskemænd og -koner - Grib idéen!

På bloggen Daily Danny har jeg set denne letforståelige gør-det-selv-vejledning (på engelsk) til fremstilling af spøjse flaskemænd og -koner. Flaskerne er dekoreret med Sculpey-ler (fås bl.a. her), bagt i ovnen og efterfølgende spraymalet.
En simpel måde at arbejde med rumlige billeder/skulpturer på, f.eks. selvportrætter.... eller måske et persongalleri fra et tekstunivers I skal arbejde med.
Flaskerne kan evt. vendes om og sættes fast på et træskaft, som hoveder på skulpturer i et lidt større format.
Idéen kan også bruges til at lave små, unikke blomstervaser eller bordkort-holdere til festborde.

Psssst!.... jeg har lige set at de små, buttede juiceflasker fås i Tiger-butikker.

20 juni 2011

Om Skolestuens linkssamlinger

Her samles fortsat kræfter og inspiration til nye indlæg.

I mellemtiden vil jeg anbefale jer at gå på jagt efter spændende links i Skolestuens virtuelle ringbind hos Livebinders. Her gemmer jeg mine favoritlinks efterhånden som jeg støder på spændende, undervisningsrelevante websteder. Ringbindene fyldes løbende, og I vil derfor også kunne finde links til en masse websteder, som (endnu) ikke har været omtalt i indlæg på Skolestuen.

Jeg har valgt at fordele mine links i forskellige ringbind efter fag/emne, så man nemt kan få adgang til forskellige net-ressourcer, som kan supplere hinanden.
En fordel ved at gemme sine favortitlinks med et online-bookmarkingværktøj som Livebinders er at man altid har adgang til dem fra en hvilken som helst computer med netadgang. Hos Livebinders kan man gratis oprette lige så mange ringbind man ønsker; tilpasse indhold og layout samt selv vælge om man ønsker at dele sine links med andre eller gemme sine ringbind på en privat konto.
Vil du selv prøve at oprette ringbind, kan du klikke her.

Skolestuens første 9 åbne ringbind (linkssamlinger) finder du herunder eller ved at klikke her:


Har du kendskab til andre, gode websteder, som mangler i samlingerne, bli'r jeg altid glad for et tip!

14 juni 2011

Writeboard - prøv et spændende, kollaborativt og gratis skrive-værktøj på nettet

Til alle jer der underviser i sprogfag (fra mellemtrinnet og opefter), kommer her et indlæg fra dybet i mine gemmer, som nok har været længe undervejs, men til gengæld næsten burde ledsages af fanfarer og fyrværkeri.

Det handler nemlig om et gratis online-skriveværktøj, som det (efter min mening) er svært ikke at blive ovenud begejstret over, da det er som skabt til at lave kollektive skriveøvelser med i alle fag. Vel at mærke uden det mindste papirforbrug.
Websitet Writeboard har udviklet et værktøj, som kan bruges til fremstilling af tekster (enten som individuelt projekt eller i samarbejde med andre); rettelse/omskrivning/medskrivning/nyskrivning og deling af skriftligt arbejde og - ikke mindst til at gemme en tekst online i lige så mange versioner og varianter, samt med lige så mange medforfattere til produktet man ønsker.
Værktøjet gemmer alle/-s versioner af teksten online, og fra oversigten i skærmens højre side kan alle følge med i hvem der har skrevet hvilke versioner. De lilla cirkler ud for hver version viser om der er foretaget mindre eller større ændringer i teksten. Ved at sætte flueben ved to udvalgte versioner og et klik på knappen Compare, kan man sammenligne versionerne med tydelige markeringer af rettet tekst (gennemstreget) og nytilføjet tekst (grøn overstregning), som i nedenstående billedeksempel:

Eksempel på et stykke tekst med rettelser og nytilføjet tekst.
Klik på billedet for at få det vist i et større format.
En enkelt elevs fremskridt med en bestemt tekst kan således nemt følges, ligesom det også er muligt at indsætte kopierede tekstbidder f.eks. fra artikler på nettet eller word-dokumenter.
Eleverne kan selv oprette Writeboards og f.eks. bruge disse til at læse korrektur/rette/kommentere på hinandens skriftlige arbejde.

Tekst-stafetter
Med Writeboard kan du - læreren - skrive en kort indledning til en tekst (fiktion eller fagtekst, alt efter hvad I arbejder med for tiden) > sende indledningen til en af klassens elever via værktøjets indbyggede email-funktion > afvente at eleven griber stafetten og skriver en fortsættelse af teksten (med en åben slutning) og returnerer teksten enten til dig eller sender stafetten videre til en anden elev i klassen.
Hver gang en tekst med en elevs rettelser/tilføjelser bliver sendt afsted gemmes teksten i en ny version, mens alle tidligere versioner bevares og let kan fremkaldes til sammenligningsbrug, f.eks. til fælles gennemgang på elektroniske tavler eller ved hjælp af projektor.
Dette giver jer ikke alene mulighed for at træne stavning og grammatik, men også et glimrende afsæt til at undersøge forskelle/ligheder i sprogbrug og ordvalg, brugen af forskellige fortælleteknikker, genrekoder, komposition osv.
Når først eleverne er fortrolige med værktøjet kan flere stafetter evt. startes samtidig. I så fald vil det nok være en fordel at alle rettelser/nytilføjelser stiles til læreren, som så kan styre hvem stafetten sendes videre til.
I stedet for at lave tekst-stafetter kan I også vælge at bruge værktøjet til Find-og-ret-mine-fejl-øvelser eller til repetion af nyt stof/betydningen af nye fagudtryk.
Eleverne kan desuden bruge værktøjets indbyggede kommentarfunktion til at øve sig i at give/modtage respons og kritik til/fra hinanden.

Skulle der være elever i klassen, som enten ikke har egen emailadresse eller ikke kender til brugen af emails, kan eleverne evt. samarbejde i makkerpar eller grupper. Dette kan også være med til at forhindre at nogen evt. skulle sidde uvirksomme, mens andre knokler løs ved tasterne. 

Hvem kan anvende Writeboard?
Alle som har en email-adresse og computer med netadgang kan bruge værktøjet - enten ved at modtage et invitationslink fra læreren eller en klassekammerat pr. email eller ved selv at starte et nyt Writeboard. Brugerfladen er på engelsk, men jeg har lavet en dansk punkt-for-punkt-billedvejledning, som I kan læse, downloade og udskrive herunder. Den burde gøre det muligt for elever fra 3.-4. klasse og opefter at benytte værktøjet.
Sådan bruger du online-skriveværktøjet Writeboard

I finder værktøjet her.

PS: Skulle nogen have fået lyst til at prøve at skrive en tilføjelse til eventyr-stafetten i det viste eksempel, er I meget velkomne til det. I så fald - klik her - (passwordet er: test).

13 juni 2011

Karaoke på engelsk til indskolingen


Til den tidlige engelskundervisning (for de alleryngste) deler jeg her en afspilningsliste med You Tube-musikvideoer, der egner sig til brug i klasseværelser med elektronisk tavle eller projektor.
Listen - som er sammensat i samarbejde med min 9-årige søn, der selv har haft engelsk på skemaet for første gang i det næsten forløbne skoleår - indeholder 16 forskellige kendte og mindre kendte børnesange på engelsk, ledsaget af gode illustrationer og - i de fleste af videoerne - tilhørende sangtekster. Nogle af sangene indeholder også fagter/bevægelser, som kan "efterabes" under afspilning. Med andre ord: En lille karaoke-fest I kan ty til i situationer hvor der er behov for lidt fysisk aktivitet... eller afveksling i engelsk- og/eller musik-timerne. God fornøjelse!

11 juni 2011

Discovery Education Clip Art Gallery - find gratis illustrationer til dine materialer

Er man ikke lige den der kreative lærer der selv tegner og tryller med illustrationer og billeder, kan det være rart at vide hvor man kan finde små illustrationer, som kan indsættes i dokumenter og pifte en ellers kedelig opgaveside, et ugebrev eller en mødeindkaldelse lidt op.
Ekspempler på forskellige Clip Arts

Discovery Education  har en rigtig fin samling af gratis clip arts (tegninger og animerede billeder) - Discovery Education Clip Art Gallery - hvorfra billeder frit kan kopieres eller downloades/gemmes og indsættes f.eks i Word- eller PowerPoint-dokumenter. Billederne kan også indsættes i SMART Notebook-dokumenter eller - som æblet her ovenfor - indlejres på blog eller hjemmeside.

Sådan bruges siden:
Fra forsiden vælges først en kategori

Billederne i den valgte kategori vises nu i sæt af 12 - eller du kan vælge at få hele kategoriens billedsamling vist på en side:
Når du har fundet et billede du vil bruge, kan du klikke på det, så det åbnes i et større format > højreklik på billedet og vælg "Gem som" > vælg drev, navngiv billedet og Gem.
Nu er billedet klar til brug.

Billederne kan evt. bruges som illustrationer på Flash Cards, dvs. printede kartonkort med billed på den ene side og tekst på bagsiden. Laminerede Flash Cards kan f.eks. bruges i forbindelse med tilegnelse og/eller repetition af nyt ordforråd. Egner sig både som individuel aktivitet eller som en makkeropgave.
Websitet har også lavet en gratis Flash Card-skabelon, som kan downloades her.
I finder billedsamlingen her.

07 juni 2011

Lav flotte overskrifter eller logoer med Free Logo Creator

Endnu et lille dyk i arkivet:

Med Free Logo Creator kan I lave flotte overskrifter til opslag, plakater, opgaver eller lign., som f.eks.



Og med baggrundsfarve, hvis man ønsker det:

Sådan bruges Free Logo Creator:
Skriv den ønskede tekst > vælg skrifttype og formatering (brug for hjælp? - klik på billedet herunder!) > klik på knappen Generate.


Værktøjet giver mulighed for at gemme resultatet som et billede i .bmp-format - kan evt. senere ændres til .jpg-format ved at åbne billedet med et billedbehandlingsprogram (f.eks. Paint eller Photoshop) og gemme billedet i .jpg.-format i stedet.
Når billedet er gemt på hardisken eller usb-drevet kan det indsættes som alle andre billeder i f.eks. et Word-dokument eller en PowerPoint-præsentation... eller bare printes/klippes ud og klistres på en plakat eller lign.

I finder værktøjet her.

01 juni 2011

Mangler du ekstraopgaver? - Prøv Worksheet Works

En worksheet-generator er et onlineværktøj, som giver dig mulighed for gratis at tilpasse og udskrive et uendeligt antal opgaveark/kopisider til din undervisning. Opgavearkene kan typisk tilpasses efter ønske ift. sværhedsgrad og/eller omfang og downloades i PDF-format. Der findes mange websites som tilbyder dette, og nogle genererer afgjort flottere og mere brugbare sider end andre. Nogle generatorer laver sider, som mest egner sig til brug i engelsk-undervisningen pga. tekstmængden og sproget, mens andre generatorer laver opgaver med ingen eller kun meget begrænset tekst.

Det sidste gælder f.eks. websitet Worksheet Works, som jeg tror enhver underviser (uanset nationalitet) vil kunne drage nytte af, når der skal findes ekstraopgaver til de hurtige elever, eller til dem der har brug for en lille hyggeopgave at koncentrere sig om i ro og fred.

Hos Worksheet Works kan du hente/fremstille tilpassede opgavesider til Engelsk og Matematik; udskrive kort, 3D-modeller, diagrammer, grafpapir, kalendere, skriveøvelser og meget mere - her kan I se nogle af valgmulighederne:








Det er utrolig nemt og gratis at bruge websitets generatorer og kræver ingen registrering - prøv det selv her.