Faner

05 juni 2012

Lidt om gode apps og lidt om principper

Så har jeg sørme fået ryddet lidt op i mit Livebinder-ringbind med links til danske og udenlandske undervisningsrelevante apps og links til artikler med tips og vejledninger til brug af iPads, Smartphones og andre gadgets i undervisning.
De mange links, som lå hulter til bulter i ringbindet, er nu adskilt i danske og udenlandske links, og er forhåbentligt blevet lidt lettere at hitte rundt i.

Ringbindet vokser løbende, efterhånden som jeg støder på nye links og/eller spændende omtaler af apps, som f.eks. i dag, hvor jeg fik en mail fra specialundervisningslærer Kirsten Bach, kvinden bag Madam Bachs Forlag.
Hun gav mig et praj om sine specialundervisningsmaterialer "Tim og Trine", som bl.a. er udkommet som læse/skrive-apps.

Her på bloggen skriver jeg jo helst kun om gratis webressourcer, af princip, da jeg ikke ønsker at Skolestuen skal opfattes som en blog med kommercielle interesser. Jeg tjener nemlig ikke en krone på at lave bloggen og har aldrig gjort det, selvom det ikke skorter på tilbud herom fra diverse aktører.

Når jeg - som her - vælger at fravige princippet, er det fordi jeg gerne vil hjælpe med at udbrede kendskabet til danske, digitale læremidler... også dem der ikke har store forlagsbudgetter i ryggen.
Som lærer indenfor specialundervisningen ved jeg at det sommetider kan være svært at finde gode digitale undervisningsmaterialer på dansk til elever med særlige behov. Kirsten Bachs "Tim og Trine"-materialer til Dansk og Matematik er - efter min mening - et godt bud til en overkommelig penge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar